Webarkiverings-workshop

9. januar 2015

archive-web-pages-840x420

Skal du i gang med et forskningsprojekt, hvor der vil indgå webmateriale? Måske forsker du i historie eller samfund og arbejder med en begivenhed, der har været massivt dækket på nettet. Måske forsker du i online fankultur. Måske analyserer du den stigende brug af sociale medier i forbindelse med et folketing- eller et kommunalvalg.

Du vil måske bruge Netarkivet, men du vil også gerne danne dig et billede af, hvad Netarkivet og webarkiver generelt er. NetLab arrangerer en række workshops, der kan hjælpe dig med at lære webarkiveringens teknikker og strategier at kende, samt få en introduktion til det arkiverede materiales kendetegn. Du vil blive introduceret til eksisterende webarkiver, men også lære værktøjer at kende, så du kan opbygge dit eget tilpassede arkiv.

En workshop er opbygget af moduler og kan sættes sammen individuelt. Et modul om webarkiveringens grundprincipper vil altid være med. Læs mere i NetLabs brochure (pdf).